Sitemap
Kærlig Kommunikation
 

Giv det videre - Pay it forward

15-02-2015
Det bedste, et andet menneske kan gøre for dig, er at bede dig om hjælp. Det er måske ikke det første, der falder dig ind, hvis du bliver spurgt. Men prøv alligevel at tænke tanken til ende. Hvis et andet menneske spørger dig, om du helt frivilligt har mulighed for at hjælpe, er det det bedste, der kan ske, fordi du derved får chancen for at give. Når du giver med fred i sindet og kærlighed i hjertet, udvider du kærligheden. Du – og dermed alle andre – vokser. Prøv selv at gøre et andet menneske en tjeneste, og mærk så, hvor skønt det føles.

Nej, den holder ikke”, vil nogen måske indvende, ”jeg kender en, der hele tiden beder om hjælp, og det vil jeg helst være fri for.” Bare rolig her er ikke tale om den manipulerende form for hjælp, hvor man kommer i klemme i skyldfølelsen, hvis man ikke udfrier den andens ønske. Det er efter min mening ikke hjælp, men en slave-handling. Jeg kan bestemt ikke anbefale nogen at gøre sig til følelsesmæssige slaver af andre. Så væk med den manipulerende form og ind med den frivillige form, hvor der er respekt og ligeværd imellem jer.

Pay it forward – eller Giv det videre som det hedder på dansk – er et gammel koncept, hvor man ”betaler” for en god gerning til en tredje person i stedet for til den person, der gav den gode gerning. En smuk ide om at give uden at forvente at få noget igen. ”You don’t pay love back; you pay it forward,” skrev Lily Hardy Hammond i sin bog In the Garden of Delight. Hvordan kan man give i kærlighed, hvis man holder regnskab med, om man får det tilbage? Kærlighed er at dele, og når du har overskud til at dele din tid med andre, så giver du i kærlighed. Når du gør det, styrker du din identitet som en, der har rigeligt og endda så meget, at du kan dele ud af det. Du mister intet ved at dele – tværtimod!

Måske har du allerede erkendt, at du ikke kan give kærlighed uden selv at få. Da vi alle er én i ånden, kan vi i virkeligheden kun give til os selv. Det er en befriende ide at have liggende i baghovedet, når du giver noget, uanset om det er tjenester, penge eller tid. Det er jo stik modsat egoets logik: Det, du giver, mister du. Tja, sådan er det jo med egoet; det har vendt det hele på hovedet og fået os til at tro på, at vi er små og mangelfulde, og at ting er vigtigere end kærlighed. Men er du blevet lykkelig af at følge den overbevisning?

Vi mennesker er gladere, når vi har delt bare et lille smule kærlighed med hinanden. Det lille øjeblik, hvor kontakten imellem os er helt ren, accepterende og venlig, lige der er vi lykkelige og glemmer alt omkring os. Det glimt behøver du ikke vente på. Du kan sætte det i gang ved at give din hjælp til en anden. Se dig omkring, måske vil din nabo blive glad for, at du køber æg med hjem fra købmanden, eller din kollegas dag bliver lysere, når du giver dig tid til at lytte. Hos os i Kærlig Kommunikation ønsker vi også at sende en strøm at kærlige tjenester ud i verden ved at give en times samtale/behandling, hvor betalingen er, at du giver en kærlig tjeneste videre til et af vore medmennesker. Du kan finde pay-it-forward-tiderne her på hjemmesiden.

Lad os hjælpe hinanden med at udvide glæde og kærlighed – giv det videre 

Med kærlighed, Lene
-En ven på vejen
 
         Foto: Anna Moestrup

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
Kærlig Kommunikation