Sitemap
Kærlig Kommunikation
 

Stop eksamensangsten med din vilje og din tankes kraft

30-04-2014
I de kommende måneder skal mange unge og voksne til eksamen. De fleste bliver nervøse, og nogle endda så meget, at der er tale om angst. Her kan du læse, hvordan du kan disciplinere dit sind, så de angstfyldte tanker ikke tager overhånd.
 
Når man er al for nervøs og har angst, påvirker det ens adgang til sindet – altså adgangen til at tænke klart og huske al det indlærte – og det er lige netop det, man skal til eksamen. De fleste bruger dage på at optimere hukommelsen for det indlærte ved at repetere, og så er det utroligt ærgerligt, at adgangen til det bliver lukket pga. angst. Klappen går ned – alt bliver sort. Det kan også give fysisk ubehag så som hjertebanken, susen for ørene, svimmelhed, ondt i maven og hovedet. Når man har angst, bliver der sendt ekstra adrenalin ud i kroppen, og når man ikke bruger det til at løbe alt, hvad man kan for at komme væk, begynder musklerne at ryste i stedet for. Du kender helt sikkert symptomerne, for angst er helt almindeligt og forekommer ofte (ikke kun til eksamen), uden at du nødvendigvis lægger mærke til det.
 
Stop de negative tanker, inden de bliver til en tanke-lavine
Det er dine tanker omkring din egen præstation, der danner angsten for eksamen. Jo mere du tænker negativt omkring det, jo mere styrker du angsten, så den til sidst kan tage overhånd. Det gælder altså først og fremmest om at stoppe den negative tankerække. Dvs. du skal til at være opmærksom på, hvad du går og tænker. De negative tanker kan f.eks. være: Bare jeg ikke dummer mig eller Jeg vil bare IKKE op i digte. Selv om de første tanker kan virke nok så uskyldige, så er de igangsætterne for angsten og kan sætte en tanke-lavine i gang. Næste tanke er: Hvad nu hvis jeg dummer mig… det gør jeg så tit … jeg duer heller ikke til noget… det kommer nok til at gå rigtig dårligt til eksamen. En negativ tanke fører til den næste – og tanke-lavinen ruller. PANIK! Hver gang du har en negativ tanke om dig selv eller om eksamenssituationen, så stop den, så snart du opdager den, og erstat dem med en positiv tanke.
 
Den positive tanke skal du have bestemt dig for på forhånd. Når de negative tanker først har meldt deres ankomst, er det svært at finde en egnet positiv tanke. Den positive tanke må gerne være om noget helt andet: en fantasi eller et minde. Visualiser tanken, og mærk glæden ved dette. Det handler om at bryde en negativ tankerække, før den løber af med dig. Vi kender alle til, når tankerne løber af med os, og vi forestiller os alt muligt, der kan ske. Til sidst er det, lige før vi tror på, at det er sket, selv om det eneste sted, det har fundet sted, er i vores egne tanker. Det er en god ide at øve sig på at skifte til den positive tanke på kommando, så er det meget lettere, når det virkeligt gælder.
 
At stoppe en negativ tankerække er en mental disciplin, og du skal bruge din vilje for at gennemføre det. Det handler ikke om at fortrænge problemet, men kun om at problemet ikke bliver gjort større, end det er. Og så handler det om at se det i øjnene og opdage, at det ikke er noget at frygte. Det kan du f.eks. gøre ved at visualisere eksamenssituationen trin for trin – fra du ankommer, til du går ud af døren igen. Det hjælper dig til at vænne dig til tanken om at gå til eksamen.
 
For nogle personer er det nødvendigt at kigge dybere på årsagerne til angsten, så få hjælp til det. Der kan gøres noget ved det. Som terapeut har jeg hjulpet mange personer med at bryde tankemønstre, der har fastholdt dem i noget ugunstigt. Jeg kalder de faste ideer, som vi ubevidst styrer vores liv efter, for ubevidste leveregler. Da de er ubevidste, får vi selv sagt ikke øje på dem og opdager derfor ikke, at vi bliver ved med at gentage et mønster, som ikke gavner os længere. Når den gamle leveregel er brudt, bliver den erstattet med nye leveregler, der passer bedre.
 
Positive tanker giver positive resultater
Du kan bruge din tankes kraft til at få positive oplevelser ved eksamensbordet. Prøv at starte en positiv tankerække - Jeg har forberedt mig godt, og jeg ved, at jeg kan. Min lærer vil gøre, hvad der er muligt, for at jeg kan vise det bedste, jeg kan. Jeg er fokuseret. Jeg glæder mig til at yde mit bedste. Det bliver sjovt. Jeg er afslappet og i fuld kontakt med mit sind (mine evne til at tænke klart og min hukommelse). Fyld selv mere på tankerækken, der passer til dig. Ikke noget med forbehold og dårlige undskyldninger – de hører ikke til her. Du skal heller ikke smøre så tykt på, at det ligner storhedsvanvid. Det bliver utroværdigt, og så virker det ikke. Du skal gentage de positive tanker mange gange – gerne tre gange om dagen i tre uger (gerne længere). Og snart vil du opdage, at positive tanker virker stærkere, end du måske kan forstille dig.
 
Gode fif når det gælder:
1. Sørg for at få din nattesøvn, så du er veludhvilet og frisk.
2. Tag tre dybe vejrtrækninger – helt ned i maven og pust langsomt ud.
3. Vær til stede – mærk dine fødder mod jorden.
4. Bed dit højere selv om, at du får fri adgang til inspiration (dit sind), så du kan løse opgaven bedst muligt. (Og hav tillid til at det sker. Du får, hvad du beder om – ved du nok).
5. Fokuser hele din opmærksomhed på opgaven. Det er kun et begrænset tidsrum, og alle andre tanker må vente.
6. Du kan trykke den ene tommelfinger fast ind i håndfladen på den anden hånd, hvis du alligevel bliver lidt nervøs. Det udløser kroppens naturlige endorfiner, der beroliger.
7. Vær glad og tilfreds med, at du gjorde dit bedste, når det er overstået. Og husk at slappe af, så du har nye kræfter til næste forberedelse og eksamen.
 
Pøj-pøj!!
Med kærlighed, Lene
-En ven på vejen

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
Kærlig Kommunikation